Fagområder

Fagområder

Her kan du læse en beskrivelse af nogle af de områder, jeg har mangeårig erfaring i at arbejde med. Hvis det, du søger hjælp til, ikke er nævnt, er du velkommen til at kontakte mig alligevel, og vi finder ud af, om jeg kan hjælpe.

Stress Mange oplever stress, der tager energien og livsglæden. Ved at arbejde med stress i terapi bliver du klogere på dig selv, på stressfaktorerne i dit liv og på de signaler, du skal være opmærksom på for ikke at præstere over ydeevne.

Kompetenceudvikling Måske er du i tvivl og ved ikke, hvad du kan eller vil i dit liv? Eller du synes ikke, at du lever dine kompetencer ud? Samtale kan være en mulighed for at finde nye svar.

Selvværd Psykologisk drejer selvværd sig om den måde, du oplever dig selv i verden. Lavt selvværd er forbundet med tanken, “jeg er ikke god nok”. Den tanke kan optræde i mange former. Hvis den er blevet en personlig overbevisning, udløses den ofte og automatisk. Et helt mønster af automatiske reaktioner gør det vanskeligt at føle sig noget værd og have tillid til sig selv og andre. Man kan blive klogere på de tilbagevendende tanker. Man kan arbejde med at justere forventninger, og man kan kigge sine eksistentielle livsværdier efter i sømmene.

Depression Depression er en meget almindelig sygdom. Nogen deprimerede føler sig kede af det og vrede, mens andre kan have svært ved at føle noget overhovedet. Man kan føle sig træt og have svært ved at tage sig sammen til noget som helst. Man plages af skyldfølelse og selvbebrejdelser over ikke at slå til, eller over ting, man har gjort forkert på et tidligere tidspunkt. Nogen har en indre uro, rastløshed og angst, som kan gøre det svært at finde hvile.

Belastningsreaktioner efter skilsmisse, ulykke, dødsfald, alvorlig sygdom. Voldsomme oplevelser, tab af nærtstående, adskillelse og sygdom kan sætte dybe spor. Angst, ensomhed, tristhed, længsel, vrede, selvbebrejdelser og stresssymptomer som f.eks. søvnforstyrrelser, spiseproblemer og koncentrationsbesvær kan være reaktionerne. For at komme videre kan det være hjælpsomt at bearbejde oplevelserne igennem et terapeutisk forløb.

Generel angst, panikangst, tvangstanker, tvangshandlinger (OCD) Når man bliver angst, bliver man anspændt, får uro i kroppen og hjertebanken. Der er en glidende overgang mellem frygt, nervøsitet og angst. Angst er en ubehagelig følelse af, at der er fare på færde, uden at der behøver at være det, og ofte uden at man ved, hvorfor man er angst. OCD står for Obsessive Compulsive Disorder – på dansk oversat til tvangstanker og tvangshandlinger. Både børn og voksne kan have tvangssymptomer, og mange lider i det skjulte. Oftest optræder både tvangshandlinger og tvangstanker på samme tid, men især hos børn kan man se tvangshandlinger optræde alene. Tvangstanker uden handlinger optræder oftere alene hos voksne. Du kan opleve det flovt at tale om, men der er gode muligheder for at blive bedre til at håndtere tankerne og handlingerne.